”I samarbejde med dygtige eksterne leverandører, interessenter og kolleger har vi gennem mere end 25 år dagligt udført løbende opgraderinger på vores produktionsanlæg med det dedikerede mål at opnå en fuld digitalisering af fabrikken.
Eksempelvis er de 24 sukkerblandetanke i tankkælderen 40 år gamle og ligner sig selv, men gennem den løbende opgraderingsproces er anlægget gået fra at være 24 enkeltstyrede, håndbetjente blandetanke til nu at være fuldautomatiske og fuldskala receptstyrede.
Anlægget er senest opdateret til nyeste PLC-computerteknologi og interface til MES og D365. D365 leverer stamdata (produktionsjobs) til MES produktionsafviklingssystemet, der omsætter disse data til en færdig recept som trinvis bliver overført til produktionsanlægget. Efter eksekvering af hvert trin, sendes rapportering til MES og D365 for fuld dokumentation og sporbarhed på de udførte tilsætninger, mængder, omrøringer osv.
Den fuldautomatiske receptafvikling har medført en produktivitetsforøgelse og kapacitetsforøgelse på 200% og har været en af grundstenene i at kunne følge den stigende efterspørgsel og fabrikkens vækst gennem årene.
En tilsvarende opgraderingsproces er gennemført og gennemføres løbende i nye afdelinger, og et element i denne automatiserings-proces er, at alle ældre vejecelleforstærkere udskiftes til digitale moduler med Ethernet/ IP kommunikation som et led i at klargøre automationssystemerne, så også processerne i øvrige afdelinger kan fuldskala receptstyres i højere og højere grad”, fortæller Senior Project Manager Anders Riis, CO-RO A/S.