Valg af vejeceller til Industri 4.0

Den fjerde industrielle revolution er i fuld gang og opsamling af data er en af hjørnestenene i industri 4.0 tankegangen. Derfor er pålidelige og præcise målesensorer en af de vigtigste komponenter for at kunne implementere industri 4.0 i praksis. En forudsætning for dette er dog, at den analoge målekæde bliver digital

Industri 4.0 er et nyt aktuelt begreb, der beskriver den fjerde industrielle bølge. Den første bølge var mekaniseringen fra 1500-tallet, industrialiseringen i 18-1900-tallet var den anden og automatiseringen i årtierne før årtusindskiftet var den tredje.

Den 4. bølge foregår lige nu, og handler om integrationen mellem produktionen af fysiske produkter og digitaliseringen. Visionen er at skabe intelligente produktions- og servicenetværk på tværs af industrielle værdikæder.

I fremtiden forventer man nemlig endnu større opsplitning af produktionen på flere lokationer for yderligere at udnytte den globale arbejdsdeling eller optimere logistik og global transport af fysiske produkter. Det stiller store krav til produktion, produkter og services. Men den teknologiske platform findes heldigvis, så produktionen kan styres centralt selvom den foregår globalt.

Opsamling af data

Med nye teknologier som big data, internet of things (IOT), 3D-printere og uendeligt mange services i ’skyen’ er visionen blevet realistisk og opnåelig, og den vil hjælpe med at omsætte produkter og processer til digitale formler.

Opsamling af data er en af hjørnestenene i industri 4.0 tankegangen, derfor er pålidelige og præcise målesensorer en af de vigtigste komponenter for at kunne implementere industri 4.0 i praksis.

- En vigtig forudsætning for at udnytte fordelene ved industri 4.0 er, at den meget udbredte analoge og nu forældede 4-20mA standard erstattes af instrumentering med et digitalt interface. Dette digitale interface kunne eksempelvis være baseret på industrielt EtherNet såsom EtherCAT, EtherNet/IP eller PROFINET.

- Inden for vores område er løsningen den digitale målekæde helt ned til sensor niveau således at tovejs kommunikation og data for alle målepunkter og diagnostik er til rådighed. Derved opnår man alle de fordele og muligheder som digitale sensorer giver, siger adm. direktør og civilingeniør Frederik Juul Eilersen fra Eilersen Electric A/S.

Driftsikkerhed og maksimal oppetid

Med en digital målekæde vil fabrikschefen og produktionschefen kunne modtage detaljerede informationer om f.eks. problemer og afvigelser øjeblikkeligt uanset, hvor de befinder sig. Dagens automatiserede produktion kører 24/7, og kan selv i weekenden følges og overvåges. Derved kan det afgøres om hændelser kræver øjeblikkelig indsats eller om man kan vente til førstkommende hverdag.

Man kan investere nok så meget i avanceret IT og software løsninger , men hvis instrumentering og sensorer fortsat er baseret på analoge 4-20mA eller mV signaler, så får man ikke adgang til at udnytte fordelene ved digitalisering fuldt ud og dermed tabes en del af værdien i Industri 4.0 tankegangen.

- Der er langt flere fejlkilder i forbindelse med analoge målekæder som eksempelvis følsomhed over for EMC og A/D konvertering i målekæden. En stor fordel ved digitale målekæder er, at disse fejlkilder stort set elimineres. De måledata der modtages er præcise og valide. Modtager man ikke data, er der noget galt og i så fald kan selve instrumenteringen supporteres remote med mulighed for at aflæse status, måleværdier, og diagnostik for den individuelle digitale vejecelle. I modsætning til dette vil en løsning med analoge vejeceller typisk kun give mulighed for at aflæse data for det samlede system, det endda med begrænsninger, og man vil dermed miste muligheden for at fejlfinde på hver enkelt komponent, fremhæver Frederik Juul Eilersen. Han fortsætter:

- Vi har eksempelvis kunder der sender maskiner til Sydamerika, hvor både vi og vores kunde kan overvåge og fjerndiagnosticere vores målekæde bestående af digitale vejemoduler og digitale vejeceller. De digitale og pre-kalibrerede vejeceller og interfaces, fungerer som plug´n´play, hvilket gør at kunderne selv kan udskifte kabler, moduler eller sågar vejeceller on-site uden hjælp fra os dvs. med mindst mulig nedetid og uden at kunden skal vente på en ny vejecelle. Det øger både fleksibiliteten og driftsikkerheden.

Viden i realtid

For at optimere nøjagtigheden og pålideligheden af måledata i real tid og sikre udnyttelsen af fordelene ved Industri 4.0, bør man derfor benytte digitale målesensorer som eksempelvis digitale vejeceller samt instrumentering med et digitalt interface som afløsning for analoge og forældede målekæder baseret på 4-20mA eller mV signaler.

Med en digital målekæde kan man også skabe intelligente løsninger, der kan benyttes til forebyggende vedligehold.

- På grundlag af data fra et system med digitale vejeceller kan man registrere nogle måske usædvanlige, men endnu ubetydelige vibrationer i maskiner. Med den information kan man f.eks. forudse at komponenter i den pågældende installation som lejer eller lignende skal udskiftes ved næste produktionsstop for at undgå et driftstop på et kritisk tidspunkt, slutter Frederik Juul Eilersen.

90+
Lande

50+ års
erfaring

10+ % R&D
investeringer

10+ Patenter
i hele verden

99.99%
præcision

100%
høj kvalitet

2500+
Kunder verden over