Eilersens vejeceller bliver udsat for lidt af hvert
At Eilersens vejeceller bliver udsat for lidt af hvert bliver tydeliggjort ved et kig på kunderne.
Eilersen leverer blandt andet til en lang række førende medicinal og fødevareproducenter fra Corona bryggeriet i Mexico til Nestle i Indonesien til enzymproduktion i Kina.
Desuden findes talrige maskinbyggere som OEM-kunder hos Kokkedal-virksomheden.
"Vores vejeceller findesdes rigtig mange steder rundt i verden i mange forskellige applikationer. Vi har for eksempel lige lavet et projekt for olieselskabet Total på et borefelt ved Lagos, Nigeria. I offshore-industrien bliver vores vejeceller brugt til måling på kemikalier til at skille olie og gas, på tryktanke med smøremidler og på brandslukningssystemer," fortæller Frederik Eilersen.
Også flere amerikanske transport og logistikgiganter bruger Eilersens vejeceller på store sorteringsanlæg til dynamisk vejning, det samme gør flere mineselskaber og så kigger flere ørkenstater mod Kokkedal.
Direktøren for det statslige logistikselskab i Saudi-Arabien, Dubai og Bahrain har nemlig kontaktet Eilersen for at finde en løsning til kontinuert overvågning af mængden af materiale i flåden af lastbiler tænkt sammen med GPS positionering. Ganske enkelt for at forhindre tyveri fra lastbilerne.
"Det er et område i kraftig udvikling. Man vil have øget kontrol over sine varer, og vores robusthed og digitale teknologi giver nogle fordele," vurderer Frederik Eilersen.
Men også i den mere forbrugernære afdeling har Eilersen et lille lod i vægtskolen. Blandt andet er iPhone-producenten Foxconn på kundelisten i Kokkedal. Foxconn laver glasset til den nye iPhone 6, og der er vejeceller fra Eilersen bygget ind i de maskiner, der producerer glasset.